ALFELINE-FORTÆLLINGERNE er TO-I-EN-HISTORIER, idet den opdigtede person, Alfeline, møder virkelige ø-boere, som fortæller hende sande historier - allerhelst fra gamle dage.

Altså fakta og fiktion under én hat.

Finurlige fortællinger for hele familien fra de yngste til de ældste, hvor øernes historie levendegøres, fordi de fortælles i børnehøjde.

Fortællingerne opfordrer til at være sammen på tværs af generationerne omkring historier, der kan inspirere til selv at fundere og fortælle om det, der har betydning i vores liv – nu og her, men ved at inddrage det, der var, og som ikke skal glemmes.

DEN FIKTIVE BAGGRUNDSHISTORIE FOR ALFELINERNE 1-19:

Alfeline bor i Århus sammen med sine forældre og lillebror Brumme, som går i børnehave, Alfeline i skole.

I sommeren 2018 er Alfeline og Brumme en månedstid hos farmor og farfar på Drejø, for far og mor skal til USA pga en øjenoperation. Mens børnene er på Drejø, er farmor og Alfeline på besøg rundt omkring på øen og hører mange gode historier. Og farmor begynder at skrive dem ned.

Efter sommerferien på Drejø er familien igen i Århus. Mor er sygeplejerske og må tage mange nattevagter for at skaffe penge til huse, for far kan ikke være tømrer længere. Ganske vist har han bevaret sit syn, men det er ikke godt nok til at kunne arbejde som tømrer.

Far må derfor endnu engang til USA for at opereres, og hvor skal pengene komme fra?

Huset i Århus må lejes ud. Mor søger orlov.

Børnene flytter over til bedsteforældrene, som nu må finde en lejebolig til den lille familie – på Drejø. Og imens mor og far endnu engang er i USA, er børnene på Drejø, men går i børnehave og i skole i Svendborg.

Naturligvis savner de deres forældre, MEN livet på Drejø er nu meget bedre end livet i Århus. Snart er Alfeline rundt på cykel, og der er ikke det hus, hun ikke er inde i. Og så hjem til farmor med nye historier, og farmor skriver og skriver. Og nu begynder fortællingerne at blive udgivet med flotte tegninger og collager.

Og efter USA-turen samles hele familien i et lille bitte hus på Drejø. Alfeline er lykkelig! For Drejø er det bedste sted i verden, og hun er sammen med hele sin lille familie, dog ikke morfar, der bor helt oppe i Nordsverige.

Men så!!

... EFTER NOGLE ÅR flytter familien – under stærk protest fra Alfeline - tilbage til Århus. Fars øjne er blevet bedre. Han får job, mor vender tilbage til sit sygehus, og Alfeline må finde sig i at flytte med. Og så ventes der oven i købet tvillinger! Farmor og farfar flytter op til Århus, og huset på Drejø skal sælges...

Det betyder ikke flere historier fra Drejø.

Serien om Alfeline og Drejø stopper ved fortælling nr. 19 på et tidspunkt, hvor Alfeline så småt er ved at blive teenager.

Fortællingerne er samlet i 11 hæfter.

De er udgivet af Forglemmigej, en lille gruppe på Drejø, der arbejder for at levendegøre Øhavets historie, specielt øerne i det gamle Drejø sogn, der omfattede fire øer: Drejø, Skarø, Hjortø og Birkholm. Gruppen har taget navn efter en af Alfelinerne, ”Forglemmigej”

 

Uddrag af Alfeline nr. 8: FORGLEMMIGEJ

– Hvem har malet det billede? De der farver…dem kan jeg så godt lide. Jeg elsker blåt

– Havblåt, fortsatte Mimi. Ja, hvem tror du?

– Dig?

– Nej, men min mand, Jonas´ far,. Han hed Poul Jespersen, og han blev kaldt Ø-havets maler. Og farven er blå ja, men der er mange slags blåt, og Poul kunne SE alle nuancerne i havet og himmelen og få dem frem på lærredet. Og da vi så flyttede ind på Valdemarsgården, fik Poul plads til et dejligt atelier og et fint galleri, hvor han kunne udstille sine billeder.

— Men hvor er Poul? Ham har jeg da ikke set. Jeg ville så gerne se ham male.

– Ja, det kan du ikke, men du kan se hans billeder – i Forsamlingshuset, på Kolonien, i Præstegården og hjemme hos mig. Forstår du, Poul er her ikke mere. Han ligger nede på kirkegården.

– På kirkegården – også ham. Han er altså død, lige som Moster og Madsen og lille Uffe. Skal vi ikke gå ned til ham, og så vil jeg plukke blomster til dem alle sammen. Og så gik de videre ned mod kirken, mens Mimi fortalte om dengang, da de indviede galleriet.

– Åh, der var en fest, kan du lige tro, og vores store dreng – Thomas, han spillede trompet, og Claus og nogle andre drenge fra øen havde lavet et lille orkester, og min bror spillede harmonika. Jo, det var en rigtig fest.

– Og hvad med Jonas?

Han var lille – så han så bare på.

– Og så var der rigtig mange billeder med blå farver?

– Det kan du lige tro, der var. Og det er lidt sjovt, for hele familien elsker den blå farve, så jeg tror faktisk også, at vi havde blåt tøj på. Ved du, hvad vi blev kaldt?

Alfeline så spændt op på Mimi.

– Den blå familie!

– Den blå familie… sådan én tror jeg også, vi skal være, når mor og far kommer hjem, for jeg elsker blåt. Men nu må vi altså også se at få plukket blomster….tror du ikke vi kan finde nogle blå?

– Nogle forglem-mig-ejer, måske.