Drejø-Posten – november 2020
FØLJETON – mini-alfeline nr 8. : Huse kan bevares, men hvad med os?
skrevet og indtalt af Jette Arp
– Hej farmor.
Alfeline kom styrtende ind i køkkenet og greb farmor om livet. -Hov, hov, nu ikke for tæt, lille Fine. – Jo, det kan du lige tro, for jeg er testet negativ, så nu bliver jeg hos Jer hele weekenden – og sover her! Må jeg ikke godt det?
– Jo, mon ikke! Farmor knugede Alfeline ind til sig. Endelig, endelig.
– Hov, hov farmor, du klemmer jo al luft ud af mig. Men hvorfor græder du?
Alfeline så helt betuttet op på farmor.
– Jeg er såmænd bare så glad, og det er der også en anden, der bliver. Farmor så meget alvorligt på Alfeline. Farfar har det ikke godt. Han sidder bare hele dagen og kigger ud i luften, og han gider heller ikke spise.
– Hvad for noget? Det har du da ikke sagt noget om. – Nej, men det er jo også så længe siden, vi har snakket sammen. Åh, den dumme corona.
Farfar sad henne ved vinduet og halvsov.
Men lige pludselig var hun der jo – hans lille Fine – og hun sad på skødet af ham – lige som for meget længe siden – før coronaen.
Farfar tænkte, at han nok drømte, men minsandten. Det var jo hende, og nu lagde hun armene om hans hals og hev ham lidt i skægget, akkurat lige som før. – Farfar! Alfelines stemme var lille bitte.
– Ja, min ven.
– Jeg har så meget at fortælle dig.
Og så fortalte Alfeline om skolen i Svendborg, om én i klassen, der var blevet smittet, og om at de var blevet sendt hjem, og om alle sine ture rundt på Drejø.- Og ved du hvad, farfar, du må altså fortælle mig, hvordan det kan lade sig gøre at flytte en hel gård ud i Skoven.
Jeg har nemlig været ude og be- søge Birgitte og Peter på Skovgaard, og de fortalte, at gården var blevet flyttet ud i 1833. Men man kan da ikke sådan bære et hus hele vejen derud.
Farfar skoggerlo.
Farmor stod i køkkendøren, og hendes ansigt lyste op i et stort smil.
– Nu skal du høre.
Og så fortalte farfar om, hvordan man dengang i 1833 først brød sit hus ned, og så læssede man alt det, man kunne bruge til at bygge det nye hus med op på en hestevogn, som så kørte ud i Skoven. Og så begyndte man at bygge. De gamle stolper var særlig vigtige.
– De har også en gammel dør fra dengang. Den er bare så flot.
Men pavillonen – den er ny. Der sad vi ude og kiggede over på Ærø, og jeg fik saftevand og kage – og æbler, for dem har de rigtig mange af.
– Ja, det har de. De har jo også lavet en dejlig calvados af dem. Har vi ikke lidt mere af den, lille mor? – Calvados?? Alfeline var et stort spørgsmålstegn.
– Det er æblebrændevin. Uhm.
Farmor kom med tre små glas. Alfeline fik et par dråber.
– Uh, hvor er det stærkt. At I kan lide det!
Men det er ikke Birgitte og Peter, der har plantet træerne, for de har ikke boet der altid. De sagde, det var en meget gammel slægtsgård, og at det var Asta og Verner, de havde købt den af, og dem kunne de så godt lide at snakke med.
– Åh, ja, og nu er gamle Verner død.
– Nej, ikke flere! Nu må der ikke dø flere.
– Men dø skal vi jo alle sammen, og Verner blev faktisk over 90, og så kan man vist ikke forlange mere, vel?
– Nej, men….Alfeline mønstrede farfar. Hvor gammel er det nu, du er?
– Det ved du da godt, lille Fine. Farfar fylder snart 85.
– 85! Men så er der da ikke langt op til 90…
(Fortsættelse følger i næste nummer af Drejø-Posten)
Jette Arp