25. Geocaching – Hvaffor noget?

Drejø-Posten – april 2023

FØLJETON – mini-alfeline nr 25. : Geocaching – Hvaffor noget?
skrevet af Jette Arp

Alfeline kommer hjem fra skole, og idet hun åbner døren ind til stuen, hører hun sin mor snakke i telefon. Det må vist være med farmor. Men det er noget mærkeligt noget, de snakker om – geo-et eller andet??

– Hej, mor! Hva ́ var det, I talte om?

– Ja, nu skal du bare høre, hvad din gamle farmor og René ude fra Østre Skovgaard har fundet på. Og du kan lige tro, at farfar brokker sig.

– Hvorfor det?

– Jo, du kender jo hans syn på telefoner og børn, ikke? For ser du … man skal bruge en smartphone-telefon! Og have den med ud i naturen for at finde nogle poster! En slags skattejagt, som hedder geocaching.

– Nåh, geocaching. Jamen, det ved jeg da forresten godt, hvad er. Der er mange af mine kammerater, der dyrker den sport.

– Nå, er det ligefrem en sport?

– Ja, sådan en slags orienteringsløb, hvor du skal bruge din telefon til at finde posterne. Men hvad i alverden har det med farmor og farfar at gøre?

– Nu skal du bare høre… Vi skal jo alle sammen til Drejø i påsken, ikke?

– Nemlig!! Og vi skal bo hos farmor og farfar, og I skal bo i Mosehuset, ikke?

– Netop. Og så skal vi altså ud på en forglemmigej-geocaching-tur.

– Hvem har fundet på det?

– Det har Mette og René og Ella Sia, og inden påskeferien har de lagt poster ud – sådan omkring en håndfuld. Så vi skal ikke bare på strandrensning, men også på geocaching.

– Skal I også med?

– Ja, da. Må vi ikke det? Det kunne da være sjovt. Og så kommer vi jo rigtig rundt på hele øen, måske på steder, vi aldrig har været.

Alfeline ser på sin mor med rynker i panden. – Det er altså så mærkeligt med dig mor, for efter at vi er flyttet fra Drejø, er du blevet helt vild med øen.

– Tja, det er vel rigtig nok, for nu skal jeg ikke bo på øen. Vi har jeg fået mit gode arbejde tilbage og vores dejlige hus i Århus. Jo, jeg har faktisk fået både i pose og sæk.

Og lige pludselig svinger mor sin snart store pige rundt og rundt – af bare glæde.
– Ja, og tror du ikke, at farfar bliver glad for, at telefonen også kan bruges til noget godt?

Klik her for Geocache vejledning

God påske-geocaching-tur! ønskes af

Forglemmigej- firkløveret

Fortsættelse følger i næste nummer Jette Arp