15. Hvornår er man gammel?

Drejø-Posten – november 2021

FØLJETON – mini-alfeline nr 15. : Hvornår er man gammel?

skrevet af Jette Arp

– Kommer du ikke med ned og slår smut? Lillebror Brumme så bedende op på storesøster Alfeline. Hun sad bare der og læste og læste. Hun var vist nok blevet meget dygtig i skolen, men mor sagde, at Drejø havde gjort hende så gammelklog.

Gammelklog – hva ́ var nu det for noget? Alfeline var jo ikke gammel, men klog var hun nu. Det vidste han alt om, hvis altså klog var noget med at finde på.

Alfeline kiggede op – ligesom langt borte fra. – Om lidt… så kommer jeg.
Og det gjorde hun, og i en fat greb de deres cykler og ræsede derefter ned mod Bækskilde Strand, så hurtigt, at de var lige ved at støde ind i den gamle præst og hendes lille hund.

– Kig nu, Alfeline, se bare – jeg kan! Brummes sten smuttede hen hen over vandet hele to gange uden at plumpe i.
– Ja, bliv du bare ved med at øve dig, så bliver du nok lige så dygtig som Ulle.

– Ulle, ja Ulle! Skal vi ikke køre op og se, om han er kommet herover igen?

Ulle, Ellen og lille Edith

Lidt efter sad de inde hos Ulle – og Ellen, og lille Edith var der også. Alfeline måtte lige have et billede af dem med sin elskede mobil.

– Det er til Drejø-Posten!
Jeg er jo sådan en slags journalist. Alfeline vigtede sig lidt og fortsatte…

Kan I ikke flytte herover – sådan rigtigt?
Men det kunne den lille familie ikke, for de havde jo deres arbejde ovre i København. Og Ellen var norsk, og hun var skuespiller! Åh, så spændende.

Og Ulle og Ellen fortalte videre…. om at når de blev gamle, så ville de flytte rigtigt til Drejø, men inden da så ville de gerne være her så ofte som muligt og gøre noget ved huset – måske bygge ovenpå.

 

– Det kan min far hjælpe med, for han er tømrer, men han ser jo ikke så godt. Men Jonas er også tømrer, og han er vist din kammerat, ikke?

Jo, det var han, og så fortalte Ulle om dengang, da Jonas og han var drenge, og om hvor sjovt de havde haft det sammen.
– Og ved I hvad, først nu er det gået op for os, hvor god en barndom vi har haft, fordi vi havde det så frit herovre. Der var ikke nogen, der hele tiden rendte i rumpen på os.
– Ja, men det er jo også det, jeg siger hele tiden, og nu steg Alfelines stemme til orkanstyrke, for nu begyndte hun igen at skælde ud over, at de skulle flytte tilbage til Århus næste sommer. Brumme holdt sig for ørerne. Godt, at mor ikke var her nu.
… Drejø er det bedste sted i verden– og jeg vil ikke flytte tilbage til Århus!
Brumme trak i Alfeline.
– Vi skal hen og spise hos farmor og farfar nu. Kom nu!

Så faldt Alfeline lidt ned – så på mobilen og fik pludselig travlt.
– Men så når vi jo slet ikke at se dit Smutstensmuseum og alle dine hæklerier Ellen!

Smutstensmuseum
Ellens hæklerier


– Nej, men så kommer I bare i morgen igen. Og næste dag fik Alfeline igen nogle fine billeder – denne gang af både Smutstensmuseet og Ellens flotte hæklerier. Og så lærte Ellen hende at hækle – et fint pandebånd. 

Åh, det var en god dag. Og Brumme legede med lille Edith, der nu kravlede rundt over det hele og var så sjov.
Alfeline tænkte lidt over det, mor havde sagt, at der jo bare var gamle mennesker på Drejø. Det passede altså ikke, nej, det gjorde ej!
Men der var nu lige et par meget runde fødselsdage, hun skulle huske… først Ole Pips 80-års og så Lilians 90-års. Mærkeligt, at to så gamle mennesker kunne være så sprællevende…
Stort TILLYKKE og højt HURRA! ♫ ♥ ♥

(Fortsættelse følger i næste nr.) Jette Arp