Drejø-Posten – april 2021
FØLJETON – mini-alfeline nr 11. : Nu skal vi snart synge igen, ikke?
skrevet og indtalt af Jette Arp
– Vågn op lille brormand og syng! Alfeline ruskede i Brumme…
Brumme så helt forvildet op på Alfeline. – Synge, hva ́ skal jeg synge?
– Du skal synge den om Per spillemand, der havde en eneste ko, den farfar og dig I spiller så tit.
– Hvorfor det? Og så lige nu. Jeg sover altså.
– Åh, syng nu bare. Den melodi, den synger inde i mig, for jeg har lige drømt om den, men jeg kan jo ikke synge, selv om jeg så gerne vil… Åh, syng nu Brumme!
Far sad ude i køkkenet og spiste morgenmad, mor var på arbejde i Odense.
Men hva ́ var det nu, der skete? Var det ikke Brumme, der sang? Med helt klokkeren stemme – og ud kom Alfeline dansende og greb fat om sin far.
Det blev en hyggelig morgenstund, men Alfeline fik vist ikke spist særlig meget, for hun måtte altså fortælle om sin dejlige drøm:
– Jeg drømte om ham Ejner, der spillede violin til den sangaften for snart længe siden, dengang, da jeg fik lov til at komme med om aftenen. I Drejøs festuge. Kan du ikke huske det, far? Dengang, da der ikke var corona!! Men til sommer, så skal vi da synge igen, ikke?
Og hvis coronaen ikke er helt forbi, kan vi da bare sidde udenfor og synge.
Alfeline lagde sit lille hoved på skrå og så indtrængende på far.
– Det har jeg jo ikke noget at gøre med. Men forresten, så kan du jo gøre noget Alfeline. Skriv til bestyrelsen for både Forsamlingshuset og Beboerforeningen.
– Skal jeg??? Men det kan jeg da ikke!
– Hvorfor ikke? Sæt du dig her ved PC ́en og skriv.
– Hjælper du mig så?
– Ja, ja, men prøv nu lige først selv.
Kære bestyrelser!
Kan vi ikke godt lave sangaften til sommer – også selv om alle ikke er vaccineret?
Vi kan bare synge udenfor! Med afstand.
Poul kan sikkert sætte lys på.
Kærlig hilsen
Alfeline.
Far havde måttet hjælpe lidt, men hun havde da næsten klaret det selv.
Jeg vil altså ikke sende det på mail. Kan vi ikke printe det ud, og så laver jeg et lille brev til hver af dem og cykler rundt med, ikke?
Og far, hva ́ tror du, der sker med Klovnedagene. Får vi dem igen?
– Tja, det ved jeg heller ikke. Men du kan jo også prøve at skrive til Jette H. og Helle.
– Nej, det er ikke nødvendigt, for dem møder jeg da i påsken!
(Fortsættelse følger i næste nummer af Drejø-Posten)
Jette Arp
Og med Idas Alfeline-påskeæg ønsker Forglemmigej-gruppen en forhåbentlig god coronafri påske på Drejø!
(Ida er Grete og Sørens barnebarn).
Samtidig kan vi fortælle, at Alfeline nr. 16 nu er færdigskrevet (oppe i Norge) og snart klar til at gå i trykken sammen med genoptryk af de første 10 fortællinger.