10. Et nyt Drejø-barn!!

Pga coronaen bor Brumme og Alfeline nu hos farmor og farfar, så længe de ikke skal i skole og børnehave.

Mor er konstant i Odense for at passe syge coronapatienter på intensiv-afdelingen. Far, hvis syn stadigvæk ikke er helt OK, får nu tid til at male – ikke vægge, men billeder!

 – Åh, hvor er det dog dejligt at være her igen – sådan hele tiden, selv om jeg savner mor og far. Men når det nu ikke kan være anderledes, så er det bare super.

Synes du ikke farmor?

– Jo, det synes jeg, og faktisk mener jeg, at vi på denne måde får noget godt ud af denne forfærdelige tid Nu får vi jo mulighed for  at have Jer her igen, og det er nu noget helt andet, når I bor hos os, end når I bare besøger os.  Har du set, Alfeline, hvor farfar er livet op. Han bliver yngre og yngre dag for dag.

– Ja, og det selv om han snart fylder 85!

– Ja, og hvor er det dog dejligt, at I blev og holdt jul sammen med os, selv om det var synd for Jer, at I ikke kom op i sneen.

– Men det skal vi snart – måske i vinterferien eller i påsken, ikke?

– Joo, nu må vi se – om coronaen vil!

– Men vores morfar har også fået det bedre, selv om det kun var mor, der fløj en hurtigtur op til ham.

– Ja, jeg tror jo, at han har fået det bedre, fordi han nu har fået en familie, så derfor foreslår jeg, at I to skal skrive breve til ham, mens I er her.

– Skrive breve? Er det ikke godt nok at sende videoer og billeder?

– Nej, skriv et rigtig gammeldags brev, som han kan have liggende under sin hovedpude og så tage frem igen og igen – sammen med et par billeder af Jer.

– Ved du hvad farmor, skal vi så ikke lege skole som i gamle dage, sådan som vi gjorde sidste sommer, da vi boede hos Jer. Og jeg skal have en forklædekjole på og fletninger og træsko… Alfeline stod med strålende øjne og ligesom malede et billede af, hvordan det hele skulle være, sådan som hun havde set det i Den fynske Landsby i Odense.

Inden længe havde farmor syet en forklædekjole, farfar havde fundet en gammel pult ude i værkstedet, og stuen var omdannet til en skolestue. Farfar sad ved klaveret. Farmor stod med knold i nakken og en lang nederdel og en fin hvid bluse.

Brumme og Alfeline stod ved siden af pulten … og så,

så sang de morgensang, mens farfar spillede til. Som de dog sang… ”Vågn op og slå på dine strenge”.

– Og så må I sætte Jer. Farmor så lidt strengt ned på dem fra sit kateder – et par paller, som farfar havde lagt et tæppe hen over. 

Alfeline rakte pænt hånden op.

– Ja, Alfeline. Farmor så spørgende på hende.

– Der er altså også Morgensang på TV. Det ser vi sammen med far. Og man kan sende sangønsker ind. Skal vi ikke det?

Farmor så nu helt mærkelig ud i hovedet.

– Ved du hvad Alfeline. Her i den gamle skole laver vi vores egen morgensang. Vi har oven i købet egen pianist. Men vi kan da godt sende nogle ønsker ind. Det var måske alligevel ikke nogen dårlig idé.

Men nu til dagens arbejde, for i dag skal vi nemlig skrive breve, og du Brumme må tegne, men Alfeline, du må lære, hvordan man skriver et rigtigt brev.

Og så skrev Alfeline med de små trykte bogstaver, for andet kunne hun ikke endnu, for hun skrev jo næsten altid på sin PC. Åh, hvor det gik langsomt…

Kære morfar

Jeg er bare så glad for DIG!!

1000 kys og kram fra dit barnebarn Alfeline

Åh, hvor tog det dog lang tid, og farmor skulle rette hele tiden. Men nu var der bare kuverten tilbage.

– Jeg vil så gerne lære at skrive lige så fint som farfar og dig. Kan du ikke lære mig det?

– Sådan rigtig skønskrift. Jo, det kan du lige tro, at jeg kan. Nu strålede farmor. Det skal du nok få lært, inden du skal i skole igen.

Men pludselig blev Alfeline sendt til købmanden – midt i skoletiden – for de manglede altså æg til frokosten. Og hun skulle skynde sig. Det tog også bare et øjeblik, så var hun hjemme igen – uden æg! Men med en kæmpestor nyhed…

– Nu skal I bare høre…

Der er kommet et nyt lille drejø-barn – en pige. Det fortalte AB. Henne i bungalowen, der hvor Ulle og Ellen bor – d. 6. januar. De er ovre i København nu, men de kommer snart, og så, så skal vi hen og besøge dem, ikke?

– Et nyt drejø-barn – ja, det er det vel, selv om de ikke bor fast herovre.

Sikke en dejlig nyhed!

Et drejøbarn og et drejø-barnebarn på én gang næsten som Anna og Marius.

– Men så må I jo i gang med et nyt brev – et TILLYKKE-brev, men først må vi have et lille frikvarter.

Og så tog farfar dem med ud i haven, hvor de skulle lege en gammel leg, som han havde leget, da han var barn.

(Fortsættelse følger i næste nummer af Drejø-Posten)

Jette Arp

Alfeline ønsker til lykke med lillepigen. TAK til Ellen og Ulle for det fine billede.