20. Hvad mon en kartoffelferie er for noget?

skrevet af Jette Arp

Læs, lyt, hør en historie fra en af øerne i
Det sydfynske Ø-hav – fra Drejø
𝐌𝐢𝐤𝐫𝐨-𝐀𝐥𝐟𝐞𝐥𝐢𝐧𝐞 “OPLEVELSER” 𝐧𝐫. 20
Hvad mon en kartoffelferie er for noget?

Alfeline og Brumme sad og drak saftevand henne i haven hos farmor og farfar. Det var en rigtig dejlig oktoberdag – næsten lige så varm som i sommer.

De sad og kiggede billeder fra Drejø  s festuge.

Der var et billede af en af sandskulpturerne – en KRABBE.

– Hvor er den bare flot. Det billede vil jeg vise i skolen. Og så kan de også se, hvor fin en strand vi har herude.

– Men nu er det jo snart efterårsferie. Hva´ skal I så lave? Farmor så nysgerrigt på børnene.

– Vi kan da lave flere sandskulpturer, for Trut fra Århus kommer nemlig. Og Trut og mig – vi skal ligge ude i haven i mit lille hus, som far har bygget til mig.

– Bliver det nu ikke for koldt?

– Nej da, for vi har polar-soveposer, ja vi har.

Og så skal vi ud til Helle og lave kartoffeltryk.

Kan du ikke huske, at hun havde en udstilling oppe på skolen. Og der fortalte hu n, at det hele var begyndt med en halv kartoffel.

– Hvordan begyndt?

– Jo altså, at hun var begyndt at trykke med kartofler og sy kjoler og alt mulig andet.

– Og nu skal hun så lære Jer at trykke med kartofler?

– Ja, det bliver så sjovt.

Og så skal vi også have en udstilling!

– I gamle dage hed efterårsferie kartoffelferie, og ved I hvorfor?

Det vidste de ikke, men så fortalte farfar, at da hans far var barn, fik børnene fri en uge, fordi de skulle hjælpe med at samle kartofler.

– Det må altså have været min oldefar, der skulle gå og samle kartofler op i en hel uge. Fik han penge for det?

– Ja, en lille skilling. Ikke meget. Men det skulle alle skolebørnene ude på landet, så de har nok også haft det sjovt – specielt hvis det var godt vejr. De gik bagefter en kartoffeloptager, der gravede kartoflerne op, og så skulle børnene samle dem op.

– Det kunne jeg godt tænke mig at prøve.

– Ja, men så tror jeg, vi arrangerer en lille tur ind til Den fynske Landsby i efterårsferien, for der kan I nemlig prøve, hvordan det var at være barn dengang. Og i efterårsferien samler børnene faktisk kartofler, ganske som de gjorde i gamle dage.

– Juhu, og så skal Trut også med.

Men vi kan da også godt hjælpe dig med at grave kartofler op … og Ediths tangkartofler – dem skal jeg altså vise Trut. De er så lette at få op.

Men nu skal vi altså skynde os hjem, for mor kommer med fire-færgen.

Og her ser du én af Helles tryk-kjoler.

 Farmor kan helt bestemt hjælpe Alfeline og Trut med at sy kjoler, hvis de får lavet kartoffeltryk i ferien.